Uranus

Fængselsplaneten Uranus har fungeret som Føderationens topsikrede fængsel i over 200 år. Det er langt fra Føderationens eneste fængselsplanet, men det er den mest berygtede grundet dens størrelse og flugtsikre natur. Planetens rygte er ydermere forstærket af føderationens massive propaganda omkring den.

Historie
I året 2656 blev det besluttet at anvende Uranus måner til udvikling af topsikret teknologi. De 27 måner var perfekte til oprettelse af laboratorier samt forsvarsinstallationer. Det er ikke alment kendt, hvilke teknologiske fremskridt der blev gjort mulig i disse faciliteter, men føderationens arkiver nævner stolt Masse Densitets Kondensatoren (M.D.K). Opfundet af doktor Robert Etcon gjorde M.D.K det muligt at fortætte Uranus flydende kerne til fast is. Det tog doktor R. Etcon mange hundrede forsøg og kostede føderationen milliarder i forskningsmidler. Men efter årtier lykkedes det i året 2706 doktor R. Etcon ved at manipulere Uranus magnetfelter og bremse molekylernes bevægelse at lave den første kæmpe iskugle, der den dag i dag har 13 gange jordens massefylde.

Da man efter mange tests kunne fastslå, at denne transformation af Uranus kerne var stabil, besluttede man at grave ned i den for at udbygge den til et kæmpe forskningscenter. Dette skulle dog vise sig at være problematisk, da kernen efter transformationen nu var så kold, at den kunne nå helt ned på 20 grader kelvin afhængig af de øvrige vejrforhold i de overliggende gaslag. Det udstyr, der kunne holde til de ekstreme temperaturer, var dyrt at fremstille og risikoen for, at det tog skade af forholdene var for stor til, at man var villig til at foretage så stor en investering.

En løsning måtte findes, så man kunne imødekomme behovet for at udføre det farlige arbejde samt begrænse omkostningen af de store tab man ved at spare på udstyret forventede i arbejdsstyrken. Derfor besluttedes det at importere store mængder straffefanger fra andre dele af galaksen.

Vejrforholdene på iskuglens overfladen var ustabile og voldsomme med storme, der kunne nå vindstyrker på over 500 km/t. Enorme meteorer kunne desuden slå ned når som helst. Derfor foregik al arbejdet langt under planetens overflade, hvor man kunne være i sikkerhed for vejret, men her var der andre problemer. Udgravningshold kunne uvarslet grave ind i lommer af superkomprimeret gas, der pludselig blev frigjort ud i gangen og slyngede materiel og personel omkring. Gange, der ikke var ordentligt sikret, kunne kollaps, og de ekstreme temperaturer gjorde meget af det billigt produceret udstyr upålideligt.

Føderationen har aldrig frigivet tal på, hvor mange døde og tilskadekomne arbejdere det har kostet at udbygge Uranus, men de forsigtigste estimater er i hundredetusindvis døde og langt flere alvorligt kvæstede.

Under arbejdet begyndte man at oprette laboratorier og beboelseskvarterer i de sikrede områder og celleblokke til fangerne samt de faciliteter, der var nødvendige for at opretholde en arbejdsstyrke under Uranus overflade. Man ønskede at starte på at lave forskning i disse faciliteter så tidligt som muligt for at retfærdiggøre omkostningerne i udstyr, men man havde svært ved at finde forskere, der var villige til at arbejde under de givne forhold. De ekstreme forhold samt rygterne om de mange skader og dødsfald blandt straffefangerne havde givet Uranus et ry for at være usikker at opholde sig på. Dette til trods for at officielle kilder informerede om, at der i de sikrede områder ikke var noget at frygte, hvilket for det meste var sandt. Drømmen om at oprette et kæmpe forskningscenter under Uranus’ overflade syntes at være uden for Føderationens rækkevidde, og efter kun 10 år som officielt forskningscenter forlod de sidste forskere stationen og tog deres opdagelser med sig for at fortsætte deres arbejde andre steder.

Ikke desto mindre fortsatte tilstrømningen af straffefanger, der nødtvungent varetog deres farlige arbejde og kontinuerligt udvidede komplekserne i Uranus. Planeten skiftede uden nogen særlig ceremoni status fra forskningscenter til fængsel. Det gik for sent op for de fanger, der arbejdede på stedet, at de ikke kun var sendt dertil for at bygge stationen, men at de effektivt set var blevet overført til et nyt topsikret fængsel, som de aldrig ville forlade igen.

Udvidelsen af Uranus er aldrig helt stoppet, men hastigheden hvormed man har udgravet nye faciliteter er kraftigt aftaget og har i perioder været helt indstillet. Der er oprettet enorme celleblokke og arbejdsfaciliteter, hvor fangernes arbejdskraft udnyttes til produktion af simple, men essentielle produkter for Føderationens borgere.

Uranus i dag
I dag er Uranus Føderationens mest berygtede fængsel, der huser de værste af de værste forbrydere fra hele galaksen. Forskningsstationerne på Uranus’ måner er i stedet lavet om til forsvarsstationer og fængselsinstallationer til mindre farlige fanger, der er dømt for mildere forseelser. Eksempelvis er månen Ariel et fængsel for hackere, der har saboteret Føderationsudstyr af mindre samfundsvigtig art, mens Titania huser folk, der har begået vold af ikke grov natur.

Der er ifølge officielle kilder aldrig nogen, der er flygtet fra selve Uranus, men det er til tider lykkedes fanger fra dens måner at undslippe. Blandt pirater på Pluto siger man populært, at man er flygtet fra Uranus, selv om der måske er tale om en af dens måner i stedet og mængden af pirater, der påstår, at de er flygtet fra selve Uranus udgør en ikke ubetydelig del af befolkningen. Om der er tale om pral, eller om Føderationen bare ikke vil bekræfte historierne er aldrig blevet afklaret.

Livet på Uranus
De, der lever under Uranus’ overflade, er efter Føderationens udsagn de værste af de værste, men der kan være mange årsager til, at man er dømt til at aftjene sin straf på Uranus. At andre faciliteter er overfyldte, fejl i ens sagsakter samt at højtstående personer i Føderationen ønsker at skaffe sig af med en er alle sammen årsager til, at man kan havne på Uranus.

Fangernes dagligdag består i et tvungent hverv, der kan være alt fra køkkentjeneste til rengøring, vasketjeneste, produktion af forbrugsgoder eller andet. Gårdtider, bad- og sovetider er strengt reguleret, og der skal være en særlig årsag til, at man som fange ikke er omfattet af reglerne.

Fangerne får en lav løn for deres arbejde, og deres muligheder for at anvende lønnen er strengt reguleret af myndighederne. Britanic Industries er eneste leverandør af forbrugsgoder til fængslet samt eneste distributør af alle varer produceret i fængslet.

Det udtales af officielle kilder i fængslet, at rygter om at fanger har været i stand til at omgå reglerne ved bestikkelse er stærkt overdrevne.